Skolevægring

Skolevægring kan forstås ud fra stress–sårbarhedsmodellen, hvor barnets individuelle sårbarheder kombineret med længerevarende belastninger fører til overbelastning af nervesystemet. Den manglende balance mellem krav og kompetencer skaber stress, som ofte resulterer i undgåelsesadfærd.

​

I arbejdet med barnet anvender vi principper fra Low Arousal-tilgangen (McDonnell, Hejlskov), hvor fokus er at mindske pres, nedsætte arousal-niveauet og skabe tryghed gennem et roligt, forudsigeligt og konfliktnedtrappende miljø. Tempoet tilpasses barnets reguleringsevne, og pres undgås, indtil barnets system igen er i balance.

​

Vores tilgang bygger derudover på tilknytningsteorien og neuroaffektiv udviklingspsykologi, hvor relationen mellem barn og voksen fungerer som reguleringsstøtte. Derfor foregår den første kontakt i hjemmet, hvor barnet føler størst tryghed, og hvor vi sammen med forældrene arbejder på at skabe stabilitet og regulering. Forældrene anses som de vigtigste samarbejdspartnere, hvilket understøttes af både systemisk tænkning og tilknytningsteori.

​

Samtidig arbejder vi ud fra en helhedsorienteret og systemisk forståelse, hvor skole, familie og netværk ses som indbyrdes påvirkende faktorer. Skolevægring opstår sjældent isoleret, og derfor kræver en bæredygtig løsning et tæt samarbejde mellem barn, forældre, skole, PPR og kommune.

Det lille og overskuelige læringsmiljø, som vi tilbyder, skaber den ro, tryghed og regulering, der er nødvendig for at barnet igen kan tro på egne evner og gradvist vende tilbage til skolen.